I morges fik jeg en mail fra en fra mit spinning hold - en lang mail, hvor vedkommende (som jeg
ikke kendte) takkede mig for min måde at undervise på - og for den gode stemning på holdet mm.
Jeg har været glad hele dagen - på grund af den mail. Tak!
I formiddags var jeg inde på Radio 24-7 for at snakke om alkoholkampagner. Det handlede om voksne og druk, og jeg talte om Youth Explorers kampagne fra sidste år: www.youthexplorer.dk Siden vores kampagne har både Sundhedsstyrelsen og en række kommuner valgt også at sætte fokus på voksnes druk. Jeg føler ikke, de har lært noget af vores projekt, og det var måske heller ikke meningen. Det gode ved vores kampagne var ikke konceptet men processen (processen= at vi lyttede til de unge) De har så gentaget konceptet UDEN at have den samme proces.
Men OK, staten og kommunerne og regionerne skal nok ikke lære noget. Det er som om, de ved alt i forvejen. Jeg prøvede engang at komme i kontakt med Regionen, fordi vi gerne ville give kultur frivilligt - det tog ca. 5 måneder og 12345 mails og 123 telefonopkald, inden vi fik hul igennem.
Jeg tror stadig nogengange, at det offentlige er en bygning, som svæver oppe i skyerne et sted. Men det er en anden historie.
Jeg er netop kommet med i en arbejdsgruppe, som skal starte Global Dignity op i Danmark. Det er Soulaima Gourani, som har taget initiativet. Hun fortalte, at skolebørn i Mexico tager ud til de hjemløse med resterne fra deres madpakker - det er normalt.
Jeg smider altid bare min mad ud, hvis den er ved at blive for gammel - også selv om de hjemløse sidder lige uden foran min dør på Kultorvet. Det er altså dårlig stil.
Min bog skal undersøge begrebet værdighed, og hvordan det opleves af “klienten” i den danske velfærdstat. Jeg vil gå på jagt efter værdigheden i den offentlige sektor, lidt ligesom da den lille prins rejste rundt på sin cykel til de forskellige planeter. Gad vide, om jeg finder den - værdigheden altså?
Jeg vil blive yderst taknemmelig for feedback og input.
Værdighed for mig handler blandt andet om at blive set og anerkendt og anerkende og se andre. At få at vide på mail, at jeg skabte god stemning, gav mig en stor følelse af værdighed.
------------
Siden mit sidste blogindlæg har jeg fået enormt meget respons - altsammen har vedrørt min betragtning om, at “det er let at blive helt i dagens Danmark - fordi det blot kræver en evne til at være superegoist og tilsidesætte familie, venner mm. i et halvt år = det er, hvad ekstrematleter gør”
Jeg er beæret over de mange indlæg og giver her i første omgang et kort svar. Man har misforstået mig, hvis man tror, jeg synes, der er noget galt med triatlon sporten. Slet ikke. Jeg elsker sporten. Men set i et større perspektiv, så er det interessant og lidt underligt, at det er bet statussymbol at gennemføre en ironman eller marathon eller 3 gange ironman. Vi skriver det på vores CV og ikke mindst på vores facebook profiler. At vi atleter hyldes som helte, når vi løber gennem gaderne. Come on: I hvilken grad gavn gavner det samfundet og verden, at vi træner 20 timer om ugen? Jeg synes, det ville give mere mening, at man skriver på sit CV, at man besøger sin farmor 3 gange om ugen, eller er en god kæreste/ven, eller at man går ned til de hjemløse med sine rester. Altså - alle de ting, som kan være svært at have tid til, når man skal realisere sig selv og træne 10-20 timer om ugen.
Jeg tvivler virkelig også på, man bliver en bedre chef eller ansat af at dyrke ekstremsport (som alle aviserne ellers skriver) - men det er en anden snak.
En enkelt skrev til mig, at ekstremsport var bedre end alkoholafhængighed? Ja - enig. Men kan man ikke sige det om næsten alt i verden - at det er bedre end at være alkoholiker?
I formiddags var jeg inde på Radio 24-7 for at snakke om alkoholkampagner. Det handlede om voksne og druk, og jeg talte om Youth Explorers kampagne fra sidste år: www.youthexplorer.dk Siden vores kampagne har både Sundhedsstyrelsen og en række kommuner valgt også at sætte fokus på voksnes druk. Jeg føler ikke, de har lært noget af vores projekt, og det var måske heller ikke meningen. Det gode ved vores kampagne var ikke konceptet men processen (processen= at vi lyttede til de unge) De har så gentaget konceptet UDEN at have den samme proces.
Men OK, staten og kommunerne og regionerne skal nok ikke lære noget. Det er som om, de ved alt i forvejen. Jeg prøvede engang at komme i kontakt med Regionen, fordi vi gerne ville give kultur frivilligt - det tog ca. 5 måneder og 12345 mails og 123 telefonopkald, inden vi fik hul igennem.
Jeg tror stadig nogengange, at det offentlige er en bygning, som svæver oppe i skyerne et sted. Men det er en anden historie.
Jeg er netop kommet med i en arbejdsgruppe, som skal starte Global Dignity op i Danmark. Det er Soulaima Gourani, som har taget initiativet. Hun fortalte, at skolebørn i Mexico tager ud til de hjemløse med resterne fra deres madpakker - det er normalt.
Jeg smider altid bare min mad ud, hvis den er ved at blive for gammel - også selv om de hjemløse sidder lige uden foran min dør på Kultorvet. Det er altså dårlig stil.
Min bog skal undersøge begrebet værdighed, og hvordan det opleves af “klienten” i den danske velfærdstat. Jeg vil gå på jagt efter værdigheden i den offentlige sektor, lidt ligesom da den lille prins rejste rundt på sin cykel til de forskellige planeter. Gad vide, om jeg finder den - værdigheden altså?
Jeg vil blive yderst taknemmelig for feedback og input.
Værdighed for mig handler blandt andet om at blive set og anerkendt og anerkende og se andre. At få at vide på mail, at jeg skabte god stemning, gav mig en stor følelse af værdighed.
------------
Siden mit sidste blogindlæg har jeg fået enormt meget respons - altsammen har vedrørt min betragtning om, at “det er let at blive helt i dagens Danmark - fordi det blot kræver en evne til at være superegoist og tilsidesætte familie, venner mm. i et halvt år = det er, hvad ekstrematleter gør”
Jeg er beæret over de mange indlæg og giver her i første omgang et kort svar. Man har misforstået mig, hvis man tror, jeg synes, der er noget galt med triatlon sporten. Slet ikke. Jeg elsker sporten. Men set i et større perspektiv, så er det interessant og lidt underligt, at det er bet statussymbol at gennemføre en ironman eller marathon eller 3 gange ironman. Vi skriver det på vores CV og ikke mindst på vores facebook profiler. At vi atleter hyldes som helte, når vi løber gennem gaderne. Come on: I hvilken grad gavn gavner det samfundet og verden, at vi træner 20 timer om ugen? Jeg synes, det ville give mere mening, at man skriver på sit CV, at man besøger sin farmor 3 gange om ugen, eller er en god kæreste/ven, eller at man går ned til de hjemløse med sine rester. Altså - alle de ting, som kan være svært at have tid til, når man skal realisere sig selv og træne 10-20 timer om ugen.
Jeg tvivler virkelig også på, man bliver en bedre chef eller ansat af at dyrke ekstremsport (som alle aviserne ellers skriver) - men det er en anden snak.
En enkelt skrev til mig, at ekstremsport var bedre end alkoholafhængighed? Ja - enig. Men kan man ikke sige det om næsten alt i verden - at det er bedre end at være alkoholiker?
Tid er en begrænset ressource, og måske skal vi tænke over, hvordan vi bruger den- også selv
om vi bor i et velfærdssamfund, hvor vi i princippet kunne være ligeglade - “fordi det klarer staten
jo” - altså det med vores bedsteforældre, de hjemløse, vores arbejdsløse venner og alkoholikerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar